Forside › Ydelser › WordPress og plugins
WordPress driver en stor del af nettet, og styrken er, at der findes et plugin til næsten alt. Svagheden er den samme. Efter nogle år har en typisk side tredive plugins, hvoraf en tredjedel ikke bruges, og hastigheden bærer præg af det.
Oprydning
Første opgave på en side med nogle år på bagen er sjældent at tilføje noget. Den er at finde ud af, hvad der kan fjernes.
- Plugins, der ikke længere bruges, eller som overlapper hinanden
- Kode, der indlæses på alle sider for en funktion, der kun bruges ét sted
- Billeder uploadet i fuld kameraopløsning
- Gamle temaer og plugins, der ligger deaktiveret, men stadig kan angribes
- Databasen, der ofte er vokset med revisioner og overflødige data
Vedligehold, der ikke kun sker, når noget går galt
Opdateringer bør køres jævnligt og på en kopi først, sikkerhedskopier bør tages automatisk og testes, og der bør være styr på, hvem der har adgang til hvad. Det er ikke spændende arbejde, men det er det, der gør forskellen mellem en side, der kører, og en side, der pludselig ikke gør.
WooCommerce
Webshops i WooCommerce har deres egne udfordringer. Kurv- og kassesider kan ikke caches på samme måde som resten, produktfiltre kan skabe tusindvis af URL-er, som Google ikke skal indeksere, og variationer på produkter kan gøre siderne mærkbart tunge.
Det tekniske arbejde med en webshop hænger sammen med SEO til webshops, hvor produktstruktur og kategorisider behandles.
Specialudviklede plugins
Nogle gange findes løsningen ikke, eller den findes kun som et abonnement, der koster mere end funktionen er værd. Så bygger jeg den.
Det kan være en bedre søgefunktion i en webshop, en integration til et system I allerede bruger, eller en funktion der automatiserer noget, nogen ellers laver i hånden hver uge. Se de plugins, jeg har bygget, under plugins.
Hastighed i praksis
De fleste WordPress-sider kan gøres mærkbart hurtigere uden at ændre noget synligt. Billeder konverteres til moderne formater, scripts indlæses kun der, hvor de bruges, caching sættes op, og skrifttyper hentes fra jeres egen server frem for udefra.
Det sidste har en ekstra fordel: skrifttyper hentet fra Googles servere sender de besøgendes IP-adresse videre, og det har danske og tyske tilsyn taget stilling til. Selvhostede skrifttyper løser både hastigheden og det spørgsmål på én gang.
Sådan bygger jeg dem
Efter WordPress’ egne retningslinjer: ingen funktioner låst bag betaling i en gratis version, ingen skjulte kald til eksterne servere, og support fra et menneske. Det er både et krav for at være på WordPress.org og en rimelig måde at behandle folk på.
Ofte stillede spørgsmål
Hvor mange plugins er for mange?
Der findes ikke et tal — et velskrevet plugin, der løser noget vigtigt, er ingen belastning. Problemet er dem, der indlæser kode på hver eneste side for en funktion, der bruges ét sted. Jeg måler i stedet for at tælle.
Kan man ødelægge siden ved at opdatere?
Det kan ske, og det er derfor, opdateringer bør køres på en kopi først. Med et testmiljø og en frisk sikkerhedskopi er risikoen lille. Uden dem er den reel — og det er præcis derfor, mange lader være med at opdatere, hvilket er den værste af alle løsninger.
Hvornår giver det mening at udvikle et plugin?
Når I har brug for noget, der ikke findes, eller når det, der findes, kræver et månedligt abonnement for en enkelt funktion. Et lille specialudviklet plugin er ofte tjent hjem på et år og gør ikke siden tungere end nødvendigt.
Hvad med sikkerhed?
WordPress er ikke usikkert i sig selv, men det er verdens mest udbredte system og derfor det mest angrebne. Det, der reelt beskytter, er opdaterede plugins, stærke adgangskoder, tofaktorlogin og automatiske sikkerhedskopier, der er blevet testet mindst én gang.
