Forside › Cases › Hallernes Smørrebrød
De fleste lokale SEO-opgaver handler om ét sted. Denne handler om seks — og det ændrer opgavens karakter fuldstændigt. Ikke fordi hver enkelt ting er sværere, men fordi alt skal gøres seks gange og stadig hænge sammen som ét brand.
Udgangspunktet
Hallernes Smørrebrød laver frisksmurt dansk smørrebrød og har seks lokationer i København og omegn — fra Torvehallerne og Tivoli til Lyngby og Rødovre. De sælger over disken, til takeaway, til selskaber og som frokostordning.
Da jeg startede i april 2026, var problemet ikke, at noget var decideret forkert. Det var, at platformene havde levet hver sit liv. Nogle profiler var vedligeholdte, mens der på andre ikke var svaret på en anmeldelse siden 2024. Nogle havde menu, andre ikke. Nogle havde lokalt telefonnummer, andre pegede på hovednummeret. En enkelt lokation havde slet ingen Tripadvisor-profil.
For en gæst, der søger "smørrebrød Lyngby" på en telefon, er det ikke en detalje. Det afgør, om stedet overhovedet dukker op.
De seks lokationer
Alt arbejde er lavet for hver af dem, hver for sig:
- Torvehallerne — København K
- Frederiksberg Centret — Frederiksberg
- Magasin du Nord, Kongens Nytorv — København K
- Tivoli Food Hall — København V
- Lyngby Storcenter — Kongens Lyngby
- Rødovre Centrum — Rødovre
Adgang først — og det tog tid
Før noget kunne laves, skulle jeg have adgang. Seks Google Business Profiles, seks Tripadvisor-profiler, Apple Business Connect for selskabet og hver lokation, Bing, Meta. Nogle lå hos tidligere samarbejdspartnere, nogle krævede verifikation, og et par af dem skulle igennem support, før de overhovedet kunne åbnes.
Det er den kedeligste del af en opgave som denne, og den, ingen regner med. Den er også forudsætningen for alt det andet.
Gennemgang og søgeord — før noget andet
Et samarbejde starter altid det samme sted, uanset om det er en restaurant eller en webshop: en teknisk gennemgang af hjemmesiden, en audit af de platforme, der allerede findes, og en søgeordsplanlægning. Og det bliver ved med at køre. Søgeord skifter, sider knækker, og en profil, der var rigtig i marts, kan være forkert i september.
For Hallernes begyndte det med at finde ud af, hvad folk faktisk søger efter. "Smørrebrød" står alene til omkring 49.500 søgninger om måneden i Danmark. "Smørrebrød near me" til 6.600 — næsten alle sammen fra en telefon, af nogen der skal spise inden for den næste time. "Luksus smørrebrød" og "højtbelagt smørrebrød" til 720 hver. Og på engelsk: "Danish open faced sandwich" 320, "danish smorrebrod" 170.
Dertil kom en kortlægning af de ord, kæden gerne selv ville findes på — bæredygtighed, økologi, vegetarisk og de øvrige, der siger noget om, hvad stedet står for frem for bare hvad det sælger.
Hvad der så skete med ordene
Her ligger forskellen, og det er også der, jeg adskiller mig fra de fleste. Jeg springer ikke det klassiske over — det tekniske, søgeordene, on-page-arbejdet er fundamentet, og uden det er resten spildt. Men søgeord ender som regel to steder: i en rapport og på hjemmesiden.
Her endte de også i seks Google-menuer, hvor "højtbelagt luksus smørrebrød" blev skrevet ind i varebeskrivelserne. I virksomhedsbeskrivelserne på hver enkelt Google-profil. I de engelske menuer på Tripadvisor. I beskrivelserne på Apple. Og i svarene på anmeldelser, hvor ordene kan stå naturligt, fordi de handler om det, gæsten lige har skrevet om.
Det er, hvad Search Everywhere betyder i praksis: at ordene skal stå der, hvor gæsten leder — ikke kun på den hjemmeside, de måske aldrig når frem til.
Det, der er lavet
Arbejdet er kørt platform for platform, med alle seks lokationer hver gang:
- Google Business Profile — beskrivelser, kategorier, lokale telefonnumre, logo og forsidebilleder, og hele smørrebrødsmenuen tastet ind manuelt på hver enkelt profil
- Apple Business Connect — selskabet valideret og alle seks lokationer oprettet og optimeret
- Tripadvisor — samtlige profiler gennemgået, engelske menuer lagt ind, og en helt ny profil oprettet til Frederiksberg, som manglede
- Anmeldelser — besvaret løbende på både Google og Tripadvisor, skrevet personligt frem for som skabelon
- Bing Places og Bing Webmaster Tools — synkroniseret, så Microsofts brugere og Copilot har korrekte data
- OpenStreetMap — alle lokationer rettet til. Data derfra bruges videre af blandt andet Uber, Snapchat, Komoot og Organic Maps
- Billeder — 2 til 4 om ugen per lokation på tværs af platformene, med stedsdata lagt ind i selve filerne
Kæden er sin egen udfordring
En kæde skal forstås på to måder samtidig. Søgemaskinerne og AI-værktøjerne skal kunne se, at Hallernes Smørrebrød er ét brand — og at brandet har seks adresser, som hver især har egne åbningstider, egne anmeldelser og egne billeder.
Går det galt, sker et af to: enten smelter lokationerne sammen, så en gæst i Lyngby får vist Torvehallerne, eller også opfattes de som seks løsrevne forretninger, der ikke låner troværdighed af hinanden.
Derfor er navngivning, kategorier og data holdt konsekvent ens på tværs af alle platforme, mens det lokale — telefonnummer, billeder, anmeldelsessvar — er holdt adskilt.
Turisterne søger på engelsk
Tre af lokationerne ligger, hvor turister kommer: Torvehallerne, Tivoli og Magasin. De gæster søger ikke på smørrebrød. De søger på "Danish open sandwich", "Danish smorrebrod" eller bare "lunch near me" — og efter min erfaring vejer Tripadvisor og Apple Kort tungere hos dem end hos danske gæster.
Det er grunden til, at menuerne på Tripadvisor er lagt ind på engelsk, og at Apple-profilerne er prioriteret på lige fod med Google.
Lokationssiderne på Google
En del af arbejdet har handlet om at gøre den enkelte lokationsside til indgangen frem for forsiden. Der er bygget links til lokationssiderne, og adresserne på de sociale profiler er lagt om, så de peger på den lokation, profilen handler om, i stedet for på hallernes.dk.
Tallene herunder er fra Google Search Console og sammenligner de seneste tre måneder med de tre foregående:
Klik fra Google til lokationssiderne
mod 636 i de foregående tre måneder
Eksponeringer i søgeresultaterne
mod cirka 42.500 i de foregående tre måneder
- Torvehallerne — 101 → 1.740 klik, gennemsnitlig placering 6,5 → 4,8
- Magasin du Nord — 155 → 390 klik, placering 9,3 → 5,7
- Tivoli Food Hall — 25 → 328 klik, placering 8,8 → 5,4
- Frederiksberg Centret — 123 → 320 klik, placering 5,9 → 4,3
- Rødovre Centrum — 148 → 234 klik, placering 10,4 → 7,2
- Lyngby Storcenter — 84 → 201 klik, placering 10,2 → 7,7
Alle seks lokationer er rykket frem i placering. To af dem — Magasin og Tivoli — har samtidig en lavere klikrate end før. Det skyldes, at siderne nu vises på langt bredere søgninger: når eksponeringerne stiger fra 6.840 til 31.700, kommer en del af dem fra folk, der leder efter noget andet. Antallet af klik steg alligevel med 152 og 1.212 procent.
Sammenligningen dækker sommer mod forår, og for turistlokationerne trækker sæsonen samme vej. Fremgangen kan derfor ikke tilskrives arbejdet alene.
Google Business Profile
Interaktioner med virksomhedsprofilen, juli 2026 mod juli 2025:
- Torvehallerne — 3.150 interaktioner, +0,7 %
- Magasin du Nord — 1.056 interaktioner, +8,2 %
- Lyngby Storcenter — 146 interaktioner, +22,7 %
- Rødovre Centrum — 145 interaktioner, +16,0 %
- Frederiksberg Centret — 190 interaktioner. Lokationen er ny og har ingen tal fra året før at måle mod, så det er et udgangspunkt, ikke et resultat
- Tivoli Food Hall — 686 interaktioner, −30,5 %
Fejlen bag Tivolis minus
Tivoli står som den eneste med tilbagegang, og det tal er værd at blive ved.
Profilen manglede lokationen i titlen, og Google slog den derfor jævnligt sammen med Torvehallerne. De to delte data. Sidste års tal for Tivoli indeholdt altså besøgende, der hørte til en anden adresse. Da profilerne blev skilt ad, faldt tallet — ikke fordi færre finder Tivoli, men fordi Tivoli for første gang tælles for sig selv.
Det kan efterprøves. På Apple Maps, hvor de to profiler har været adskilt hele tiden, steg Tivoli 29 procent i samme periode, hvor Google viste minus 30,5. To kanaler kan være uenige om meget, men ikke om, hvorvidt interessen for et spisested er faldet med en tredjedel på et år.
Det er den slags, en kæde ikke selv opdager. Man aflæser en profil, tallene ser fornuftige ud, og ingen sætter spørgsmålstegn ved, hvor de kommer fra.
Apple Maps
Apple Kort er den oversete kanal. Den er forudinstalleret på hver eneste iPhone, den er dét, Siri slår op i, og den er stort set aldrig passet af danske restauranter. De fleste ved ikke, at profilen findes, og har derfor aldrig set, hvad der står om dem selv.
Netop derfor er der som regel mest at hente der. Konkurrencen om at være det bedst passede sted på Apple Kort er langt mindre end på Google.
Tivoli Food Hall, juli 2026 mod juli 2025:
Flere tryk i søgeresultater
461 i juli 2026
Flere visninger af stedkortet
537 i juli 2026
Torvehallerne måles mod sammenlignelige spisesteder frem for mod året før. I juli 2026:
- 465 interaktioner med fotos mod 367 for lignende steder
- 1.295 visninger af stedkortet mod 1.146 for lignende steder
- 861 tryk i søgeresultater mod 814 for lignende steder
Ser man på, hvad gæsterne trykker på i selve stedkortet, går det samme igen: billederne bliver brugt mest. Tivoli havde 202 tryk på fotos mod 21 på menuen, Magasin 200 mod 20. Det er grunden til, at der lægges to til fire billeder op om ugen per lokation frem for at skrive endnu en beskrivelse.
Magasin havde 683 visninger af stedkortet i juli 2026 og 169 vejvisninger, den højeste af de tre. Der findes ikke tal fra året før at holde det op mod, så det er et øjebliksbillede.
De tre lokationer i indkøbscentre — Frederiksberg, Lyngby og Rødovre — har ikke nok data på Apple til at sige noget meningsfuldt. Det er der en grund til: gæsterne navigerer til centret, ikke til smørrebrødsdisken. Derfor bruges tiden på de kanaler, der betyder noget netop dér, i stedet for at gøre det samme seks steder.
Bemærk også, at de tre kilder ikke sammenligner det samme: Search Console måler tre måneder mod de tre foregående, Google Business Profile og Apple Maps måler juli mod juli året før, og Torvehallernes Apple-tal måler mod sammenlignelige spisesteder frem for mod tidligere.
Sådan kører det nu
Det er et løbende samarbejde. Anmeldelser besvares, mens de er nye, billeder lægges op hver uge, og profilerne gennemgås systematisk, så de ikke skrider fra hinanden igen. Der rapporteres løbende, og planen justeres efter, hvad der viser sig at virke.
Hvad casen viser
At lokal synlighed for en kæde ikke er lokal SEO ganget med seks. Det er et spørgsmål om system: at det samme bliver gjort ordentligt hvert sted, at ingen lokation bliver glemt, og at nogen holder øje med, at det bliver ved med at passe.
